søndag den 1. juni 2014

Skønne Amanda skal have en Tankestreg.

Trille Rille er sendt i hjørnet på tænkepause. Den driller mig så meget, at jeg helt har mistet lysten til at lave den færdig lige nu. I stedet har jeg kastet mig over et nyt projekt til lille Amanda. Jeg har strikket en Tankestreg fra Geilsk. Garnet er Geilsk Uld/bomuld.


Den var ret hurtig at strikke, og vældig hyggelig. Jeg glæder mig til at se, om den passer. Jeg har strikket den i str 2 år, selvom Amanda kun lige har rundet sin første fødselsdag.
Jeg har testet min nye vaskemaskine, som har håndvaskprogram. Jeg må sige, at jeg er imponeret over resultatet. Jeg vaskede både kjolen, og den gule bluse jeg strikkede i Blackhill Højlandsuld. De blev fine begge to. Hurra for at slippe for at vaske alt sit strik i hånden.

I går var jeg hos Tanterne. Amanda er ved at vokse ud af sin elskede bomuldstrøje, så der må strikkes en ny. Det skal man ikke sige to gange til mig - jeg er altid klar til baby-/børnestrik.
Der skete dog det, som ofte sker når jeg nærmer mig en garnbutik. Jeg bliver fristet og inspireret. Jeg forsøgte i første omgang, at ignorere min trang til at købe garn til den der trøje, der bare hang der og så så spændende ud. Efter en tur op og ned ad gågaden endte jeg dog alligevel hos Tante Grøn igen, og købte garnet med hjem. Jeg er en uforbederlig strikaholic, og jeg er ikke engang flov over det.

Vel hjemvendt efter min hyggelige bytur, blev aftenen tilbragt i sofahjørnet, hvor der blev slået op til begge projekter. Begge trøjer er strikket i Tante Grøns Blomsterfrø - en lækker bomuld, der lægger sig så fint når man strikker den.


Jeg har læst et sted, at en undersøgelse har vist, at ved at strikke 20 min. hver dag, kan man sænke sin hjerterytme lige så meget, som ved at meditere. Det er en nyhed jeg kan lide at høre.

Jeg er godt klar over, at Lars kigger lidt skævt til mig for tiden. Hans Sømandstrøje ligger i strikkekurven og venter. Den er 98% færdig - jeg mangler bare at sy det ene ærme i og at lægge den op forneden. Det må jeg vist hellere se at få gjort, inden jeg strikker flere nye projekter færdige.

Godt at det er søndag =)


lørdag den 19. april 2014

Trille Rille samarbejder

Se nu bare der. Nu er alle maskerne igen på én rundpind. Herfra kommer det til at gå stærkere. Pyha hvor var de første 14 pinde noget baks at sidde med.
Hvis Amanda er MEGET heldig er den færdig i morgen, når vi skal mødes til påskefrokost, men solen skinner idag, og haven kalder, så lad os se, hvor meget der bliver strikket. 



fredag den 18. april 2014

Lad mig lige opsummere lidt.

Jeg kan jo godt se, at der ind imellem kan gå lidt tid imellem opdateringerne her på bloggen. Det er et valg jeg har truffet - det er min blog, og det er mig der sætter dagsordenen. Jeg vil ikke stresse over, at der er gået dage/uger, ja nogen gange måneder, mellem mine blogindlæg.
Jeg ved samtidig godt, at det gør, at min blog ikke bliver så spændende at følge, men sådan må det altså være.

Jeg har da heller ikke ligget på den lade side på håndarbejdsfronten. Der er lidt histen og pisten, som er blevet færdigt, eller som er kommet videre og nu nærmer sig sin afslutning.

Her kommer lidt forskelligt i en lind strøm.


Her har vi et af de færdige projekter. Det er min gule trøje med spidser. Den var super let at strikke, og jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at lave flere eksemplarer af den trøje, før jeg er færdig med den opskrift.
Trøjen er designet af Lene Trojel Berthelsen, og opskriften er købt på håndarbejdsmessen i Middelfart for mange år siden hos "Uldbutikken".
Garnet er Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg.dk. Jeg husker desværre ikke navnet på farven, men lad os bare blive enige om, at den er gul i en eller anden nuance.
Jeg elsker den trøje - den er lækker og let, og ærmet sidder trekvart lange på armen, og gør den fnuglet. Den er anvendelig såvel om vinteren med lange ærmer under, som om sommeren med en top eller t-shirt under eller til at lune på en kølig dansk sommeraften.


Knappen til trøjen fandt jeg hos Tante Grøn i Odense. Den passer helt fantastisk godt. Da der kun skal bruges én knap, må man gerne fråse lidt og købe en lidt dyr knap.

Jeg har været på tur med Trådtrisserne. Trådtrisserne er en lokal gruppe af Dansk Patchwork Forening. Vi er ca. 50 medlemmer, der mødes hver anden tirsdag og syr sammen på Parup Skole.
Det er et super hyggeligt fællesskab. Af og til arrangeres der ture rundt til landets patchworkbutikker, og så skal jeg lige love for, at der bliver shoppet igennem, for vi alle "stofmisbrugere" af 1.grad. Vi lader ikke et godt tilbud gå fra os, og vi går aldrig ned på udstyr.

Denne gang gik turen til Sjælland. Første stop var i Lyngby hos Speich Design. Her købte jeg en drejeskæreplade og stoffer til mit næste håndsynings projekt. Det bliver et blomster tæppe i friske Kaffe Fassett stoffer. 
Lige ved siden af Speich ligger Fru Hurup. Her kan man købe Kaffe, The og lækre delikatesser. De har verdens bedste Æble/Kvæde the, som jeg bare må have en pose af, når jeg besøger Lyngby. Hele bussen duftede af kvæde på hjemturen, for jeg var vist ikke den eneste, der havde købt the.
Herefter fortsatte vi til Køge. Her ligger endnu en fin patchworkbutik der slet og ret hedder Patchwork-butikken. Der blev igen handlet lidt stoffer og et mønster til dækkeservietter. Det skulle afprøves med det samme, og se nu bare hvad det blev til.



I mønsterpakken var der mønster til såvel en stor størrelse som en størrelse der var kopieret ned til 85%. Jeg syede de små, da de skulle bruges til vores sofabord. De passer fint til en tallerken og et krus. Jeg vil nok sige, at skal der være ret meget mere på dem, så skal de laves efter det store mønster. Jeg tror jeg vil lave fire stk i den store størrelse i lækre sommer stoffer til vores runde havebord.

Det er blevet til lidt flere gadgets. Jeg bruger ofte maskemarkører når jeg strikker. F.eks er de gode til at markere sidesømme, omganges begyndelse eller bare markere for hver 100 masker, hvis man strikker noget, med rigtig mange masker på pinden.
Jeg har købt nogle på nettet, men de har det med at blive spist og forsvinde lidt, og nogle af dem holdt heller ikke så længe.
Jeg har en sød kollega, Annette, som laver fine smykker i sølv, gummi, læder og perler. Hende satte jeg igang med at fremstille maskemarkører til mig. Se nu bare lige her, hvor flotte de blev



Sidste projekt jeg vil omtale i denne omgang er det hæklede tæppe, jeg viste billeder af for et stykke tid siden. Der er sket en lille udvikling på det område. Det skrider langsomt men sikkert fremad. Det er så dejligt at have sådan et hækleprojekt. Det er meget godt at have lidt variation i sit håndarbejde - både for at undgå at blive træt af det man har gang i, og så også for at passe lidt på, at man ikke får ondt i hænderne. Det kan være godt at skifte mellem strik og hækling, har jeg fundet ud af.

Jeg vil slutte af med et par billeder af de hæklede lapper til tæppet. Samtidig tør jeg godt love, at der inden længe bliver nyt fra Sømanden Will den frommes trøje, der nu bevæger sig med raske skridt mod sin afslutning. Lars glæder sig til den er færdig. Han siger ikke noget, men jeg kan godt fornemme, at han er glad når han ser, at jeg strikker på HANS trøje.


Således ser hver enkelt lap ud. De er slet ikke svære at hækle, og efter jeg havde lavet et par stykker, sidder de nu i hænderne, så jeg ikke behøver at checke mønsteret når jeg hækler.


Mon ikke det bliver til et tæppe en gang??






Trille Rille, din lille strik.

Når man skal sætte to små rektangulære ærmer sammen med én meget aflang rektangulær krop til et dejligt rundt og blødt bærestykke, så kan man virkelig godt støde på tekniske problemer: én lang rundpind kommer simpelthen ikke rundt i de ærmer.

En tot grå hår og mange eder og forbandelser senere står der 1-1 i kampen mellem Trille Rille og Prusilusken. Tre rundpinde og syv strømpepinde skulle sættes ind i kampen mod den lille strik, før jeg nu endelig føler, at det er mig der styrer. Mon ikke der bliver strikkero nu?




Det håber jeg meget. For efter at have været en tur i Ringe igår, på besøg hos familiens lille charmegris Amanda, så skal den altså bare være færdig nu.

Trille Rille, det er mig der bestemmer!!


søndag den 16. marts 2014

Det' godt nok groft!

Lørdag aften blev en af de helt igennem rigtige. Det blev en aften fuld af god mad, højt elskede og alt for sjældent sete venner. Hold nu op hvor føles det rigtigt, at være sammen igen.
Vi spiste en god middag, drak lidt rødvin, og spillede Carcassonne og Ticket to ride. Brætspil er kommet på dagsordenen her i huset. Det er hyggeligt og meget spændende - et par rigtig gode spil.

Ugen slutter med afslapning. Det er tiltrængt. Jeg bager lidt, så der er lidt godt til madpakken i den kommende uge.


Opskriften er sakser fra et Hendes Verden. De så både lækre og sunde ud, de her kærnestykker, og resultatet blev da også ret godt.
Jeg glæder mig til frokostpausen mandag.

lørdag den 15. marts 2014

Ihhh altså...

Man skal sådan tænke sig om, inden man anskaffer sig en profil på Pinterest. Så finder man lige en hæklet blog der kalder insisterende på én, og før man ved af det, er man igang med endnu et projekt. Denne gang endnu er hæklet tæppe.


Nå, men skidt pyt - det går nok! Før eller siden bliver det hele færdigt. Jeg elsker at   have flere ting igang samtidig, så keder jeg mig ikke.

torsdag den 13. marts 2014

Sømanden Will den fromme

Jeg strikker  sømandstrøje til min kæreste.
En lørdag formiddag kom han til at nævne noget om, at hvis han nogensinde skulle have en hjemmestrikket bluse, så skulle den være marineblå. Der gik ca. 3 timer, så var der købt garn og opskrift, og der var slået masker op.
Lars har en fortid på fire af de syv verdenshave, så selvfølgelig skulle han have er sømandsbluse. 
Det er sjovt at strikke sømandsbobler. Jeg elsker at tage hul på nye teknikker, jeg ikke har prøvet før.


Jeg elsker også at strikke af Tante Grøns lækre merino uld Bøllefrø. Det er lækkert, blødt og ligger flot glat når man strikker det.